Main | april 2004 »

20.02.2004

Wit på flasker

Så blev det tid til at hælde første bryg på flasker. Den sidste uges tid er gået med at vaske flasker så der var noget at fylde bryggen på. Flaskerne er rengjort ved at de ligges i blød i varmt vand med lidt Ajax i, og derefter fjernes etiketter og de renses med en flaskerenser og skylles til sidst efter med koldt vand. For de fleste flaskers vedkommende er et par timer i blød rigeligt, men Brøckhouse flaskerne skulle ligge natten over, ellers var etiketten svær at få af. En gulvspand passer til 7-8 33 cl flasker på højkant og opvaskebaljen passer til 3-4 store flasker (0.5-0.7 liter).

Dagen begyndte med at brygspanden blev stillet op på køkkenbordet og 235g sukker blev opløst i en halv liter kogende vand. Da blandingen var kølet til håndlun (jeg målte ikke temperaturen) blev den forsigtigt hældt ned i brygspanden og der blev forsigtigt rørt rundt med en steriliseret brygske. Derefter fik blandingen lov at stå en halv time for at få lov at bundfælde igen. Jeg fik desværre ikke lavet en gravity måling inden der blev tilsat priming sukker, men efter tilsætningen var gravity 1018.

Mens brygget faldt til ro blev flaskerne skyllet i en blanding af klorin og vand og derefter skyllet i koldt vand. Kapslerne blev overhældt med kogende vand og fik lov at stå til de skulle bruges.

En stol blev stillet neden for brygspanden, en plade lagt over og det hele dækket med et viskestykke. Hæverten var i forvejen steriliseret og blev fyldt med koldt vand og derefter stukket ned i brygspanden. Hæverten blev åbnet og vandet og den første smule bryg hældt i et potmål, og så gik jeg i gang med at fylde på flasker. Påfyldningen gik rimeligt nemt indtil der var ca. 5 liter tilbage i spanden. Så blev det svært at få det sidste med, uden at få bundfald med, og jeg kunne ikke holde ved hæverten samtidig med at jeg skulle holde ved flasken og lukke af for hæverten. Jeg endte med at hælde de sidste 3-4 liter ud. Måske jeg burde investere i en brygspand med hane i bunden? Med sådan en spand kunne jeg samtidig hælde en bryg ned i priming blandingen og derved slippe for problemerne med bundfald.
Til slut blev kapslerne sat på og patentflaskerne blev lukket. Brygspanden blev sat i blød i vand med sulfo natten over, for at løsne gærresterne. Samlet tidsforbrug for tapning var ca. 2 timer, excl. rengøring af flaskerne.

Smagen er selvfølgelig svær at vurdere på nuværende tidspunkt, da der ingen kulsyre er i, og temperaturen er lovlig høj, men den er lovende - dog lidt sød. Jeg håber sødmen skylles at gæringen ikke er helt færdig og at det bliver bedre efter nogle uger på flasker.

Der er et par ting der ikke helt gik som forventet:
Humlen faldt aldrig til bunds under kogningen. Måske kogte jeg ikke kraftigt nok? Jeg har efterfølgende læst at kogestyrken er vigtigere end kogetiden. Humlesmagen er dog fin.
Skum/gærlåg. Der blev ikke dannet ret meget skum. Højest et par cm, og sikkert mindre - der lå ingen synlig gærlåg oven på brygget da jeg tog låget af. Andre beskriver 5 cm skum, lidt afhængig af øltypen. Har jeg haft en sløv gør? Posen hævede ellers fint og gærings temperaturen blev holdt på 22 grader +/- 1 grad.

Posted by Jan Chrillesen at 21:56

11.02.2004

Diverse indkøb

Jeg har i dag bestilt mit kommende mæskekar fra et tysk postordefirma. Det var et lidt spøjst sted at handle. Jeg valgte varen og gik videre til checkout, hvor jeg indtastede fakturerings- og leveringsadresse og sagde så OK til ordren. Da jeg havde valgt levering med UPS og forudbetaling havde jeg forventet at skulle indtaste kreditkortoplysninger, men nej, jeg fik bare en "tak for ordren" side, så nu er jeg lidt spændt på hvordan betalingen kommer til at foregå. Når gryden engang ankommer skulle det største skridt mod at kunne brygge all-grain være taget.

I går bestilte vi malt og humle ved Nørrebro Bryghus. Der er bestilt 25 kg af pale, black, chokolade, pilsner og crystal malt samt 2 kg East Kent Goldings. Planen er at jeg skal aftage halvdelen - desværre er der ca. 2 måneders leveringstid, men prisen er god. Gær, andet humle og evt. specialmalt i små portioner kan så bestilles ved Brygladen eller hos Hop Shop.

Gæring af min wit går som planlagt. Det første døgns tid skete der stort set ikke noget men så begyndte gæringen og der kom et fint lag skum på toppen. Nu, efter godt og vel 4 døgn virker det som om aktiviteten er faldende og jeg tror det passer mig at hælde om til en sekundær fermentering i løbet af weekenden. Det er lykkedes mig at holde temperaturen mellem 21 og 23 grader.

Jeg har kigget lidt på ProMash som vel nærmest kan beskrives som en advanceret udgave af BeerCalc. Det ser lækkert ud selvom brugergrænsefladen ikke just er den kønneste.

Posted by Jan Chrillesen at 21:51

07.02.2004

Den store brygdag - belgisk wit

Så blev det endelig den store brygdag!

Onsdag aften blev pakken med gær smadret. Det var egenligt mening jeg først ville have startet den torsdag, men jeg gik åbenbart galt af dagene! Efter et døgn var der ingen ændring at se på pakken, så jeg blev lidt nervøs for om pakken var død, men fredag morgen var den hævet til næsten fuld størrelse og mine bekymringer for gæren var væk. I går aftes var pakken blevet så stor at den var lidt hård at trykke på, og af frygt for at den ville springes fik pakken lov at tilbringe natten i en stor skål, men her til morgen var den dog stadig hel.

Dagen startede med rengøring, hvor gærspanden blev fyldt med vand og 1 dl klorin. Alle ting, der skulle i berøring med bryggen blev puttet ned i vandet og fik lov at stå en halv times tid. Derefter blev tingene skyllet i koldt vand og lagt på et rent viskestykke.

Så blev humle, appelsinskal og koriander målt af og knust, og en 8 liters gryde blev sat over med 3 liter vand i. Den tiloversblevne humle blev pakket godt ind og puttet i fryseren og da vandet kogte blev ekstrakten hældt i og dunken med ekstrakt blev skyllet efter med kogende vand, for at få det sidste ekstrakt med. Ekstrakten er ret tyktflydende, så det er vigtigt at røre grundigt i starten, for at undgå at den brænder på. På dette tidspunkt var gryden rimeligt fyldt. Da den kom i kog igen blev humlen tilsat, og den kogte omgående over. Lad mig med det samme sige at blandingen af sukkerholdig væske og humle klister usandsynlig godt til gryde og komfur!

Den næste time gik med at følge planen og krydderier blev tilsat og til sidst humlen. Efter kogningen var færdig blev gryden sat i vasken og vasken blev fyldt op med koldt vand og en frossen frysepose, fyldt med vand. Da urten var nedkølet til 50 grader blev den hældt gennem en si og ned i gærspanden, og der blev fyldt op med koldt vand til 20 liter. Det kolde vand blev hældt igennem sien for at trække så meget smag som muligt ud af humle og krydderier.

Da jeg nåede til 20 liter var bryggen præcist 20 grader og et målebæger blev fyldt med væske og gæren tilsat. Låget blev lagt på spanden og OG målt til 1054. Nu er det så bare at vente til gæringen starter.

Erfaringer til næste gang: Put lidt mindre vand i gryden, eller brug en større gryde. Det er nødvendigt at regulere temperaturen på komfuret mellem 3 og 5 for at holde gryden i kog, uden at den koger over. Iflg. Brygladens opskrift skulle humlen falde til bunds under kogningen, men det skete aldrig. Min teori er at vandindholdet i urten var for lille at humlen ville synke til bunds.

Billeder fra dagens bryg.

Tidsplan:
11:30 Gryden sættes over
11:48 Vandet koger
11:50 Ekstrakt hældes i
12:00 Gryden koger igen
12:02 Humle tilsættes
12:47 Koriander tilsættes
12:52 Appelsinskal tilsættes
13:02 2. parti humle tilsættes
13:03 Gryden tages af komfuret

Posted by Jan Chrillesen at 15:51

02.02.2004

Første bryg - belgisk wit

Så er jeg ved at være klar til den første bryg i eget køkken! Det er et færdigt sæt fra Brygladen. Desværre er opskriften ret mangefuld.

Med lidt inspiration fra indholds beskrivelsen fra et Northern Brewer kit og deres beskrivelse af bryg med ekstrakt blev jeg lidt klogere. Derudover kom Brygmester Eibmer med en masse gode råd, og jeg er kommet frem til følgende:

Indledende øvelser:
Humlen deles i 35g og 15g
12g koriander knuses i en morder
15g appelsinskal afvejes

En stor gryde fyldes med vand, men der efterlades plads til ekstrakt og den bringes i kog. I mens sættes dunken med ekstrakt i varmt vand (så ekstrakten er nemmere at få ud).
Når vandet koger tilsættes ekstrakt og 35g humle og når urten igen koger skrues ned til det småkoger og man begynder at tage tid.

0 min: Kogning starter - ekstrakt og 35g humle tilsættes. Koges uden låg!
45 min: Koriander tilsættes
50 min: Appelsinskal tilsættes
59 min: 15g humle tilsættes
60 min: Gryden tages af varmen

Indholdet af gryden køles ned til 40-50 grader. Gryden dækkes med låg og nedsænkes i holdt vand. Når temperaturen er nået filtreres urten gennem en si og ned gørspanden.

Der fyldes op med vand til 20 liter.
Når temperaturen er under 30 grader tilsættes gær og OG måles

Karbonering beregnes ud fra tabellen hos Håndbryg.dk
CO2 vælges til 2.2 og der gæres ved 22 grader

20*(2.2-0.83)*4 = 110g sukker - det passer meget godt med Brygladens anbefaling på 100g.

Jeg har netop "smadret" gærposen og nu har gæren så et par dage til at vokse i.

Posted by Jan Chrillesen at 19:24

Nye balloner

Jeg har lånt 2 glas vinballoner af min far. De var ret støvede uden på, men det kunne nemt tørres af. Inden i var de forholdsvis rene, men der lå en del kalk i bunden. Det betyder nok ikke det store, men det er ikke så pænt, så jeg forsøger at rengøre ballonerne. I hver ballon fyldes 3 dl hexafosfat (købt i Matas), hvilket er hvad emballagen foreslår til afkalkning af en vaskemaskine, og der fyldes 3-4 liter koldt vand på. Efter at have slynget vandet et par gange, og ladet det trække i 45 minutter, fyldes ballonen op. Ideen er at have en kraftig koncentreret blanding til at opløse kalken i bunden, og så vil jeg senere fylde op med vand for at fjerne evt. kalkrester på indersiden af ballonen. Efter at have stået med hexafosfat opløsningen i 2 1/2 time blev ballonerne tømt og skyllet 2 gange med koldt vand og så sat til tørring.

Der var nogle gummihætter og et par gærrør med til ballonerne, men specielt gummihætterne er blevet meget møre efter 10 år på et loft, hvor temperaturen svinger fra frysepunktet til ulideligt varmt, så jeg håber den lokale Matas kan levere nogle nye hætter, og gerne et par nye gærrør.

Der lader til at være en del diskussion om hvorvidt man som håndbrygger skal dele gæringen op i en primær og sekundær fermentering, og stikke brygget om undervejs. Nogen mener det giver en klarere øl, og mindre gærsmag, mens andre mener det blot giver en ekstra risiko for inficering. Indtil videre er min plan at hælde bryggen om 2 gange - første gang efter ca 1 uge, når gæringen er færdig, for at fjerne det meste at den døde gær, og igen efter ca. 2 uger, når der skal tilsættes sukker. Hvis bryggen er rimelig klar efter de 2 uger kan sukkeret formodenligt blot tilsættes, og efter en forsigtig omrøring, hældes på flasker.

Posted by Jan Chrillesen at 18:27