« Bryg nr. 5 - Trip trap trippel | Main | Bryg nr. 6 - Brabrand IPA 2 (nu med ekstra humle!) »

28.06.2004

Vand på møllen!

Det er endnu ikke lykkedes mig at blive helt tilfreds med den italienske maltmølle jeg købte. Problemet er, at hvis jeg spænder valserne tæt nok sammen til at malten bliver knust fornuftigt, vil kernerne ikke selv falde igennem, og jeg skal stå og presse ned i malten med et par fingre, eller en ske. Hvis jeg øger afstanden lidt, så malten selv kan falde ned, bliver kernerne ikke knust tilstrækkeligt. I hvert fald faldt effektiveteten fra 75% til 60% da jeg lavede bryg nr. 4, hvor jeg tillod malten selv at "falde" igennem valserne.

Da jeg i anden anledning snakkede med Torben i dag lod jeg et par ord falde omkring møllen og svaret kom prompte - der skal vand til!

Fremgansmåden er som følgende: Afmål al malt til brygget (jeg vil nok undlade hvedemalt og andet uden skal) og hæld det i en spand. Tilsæt nu 3/4 dl vand pr. kg og lad det stå et par timer med låg på spanden. Rør rundt et par gange undervejs. Så skulle kernerne udvide sig, og gøre det nemmere for valserne at gribe fast. Se, det skal prøves!

Tak til Torben for hintet.

Update 27. aug.:
Det er testet og virker over alt forventning. Malten til en bryg med ca. 6.5 kg malt blev tilsat 5 dl vand og stod i en gærspand i 2 timer med låg, og der blev rørt et par gange. Derefter blev malten knust på under 10 minutter med min maltmølle trukket af en boremaskine. De knuste kerner ligner nu mere valset korn (som flaked barley og havregryn)

Posted by Jan Chrillesen at 28.06.2004 22:39