Fuldkornspasta med broccoli

jan 16 2011 Published by under Opskrifter

Med inspiration i denne opskrift har jeg i dag lavet en lun/varm salat med broccoli og pasta. På grund den dårlige omtale kinesiske pinjekerner har fået på det sidste, valgte jeg at bruge blandede nødder, i stedet for pinjekerner, og safranen blev droppet. Endelig brugte jeg tørret piri-piri chili (den slags man får på pizza), i stedet for cayenne. Opskrift til 2 personer, som hovedret.

Fuldkornspasta med broccoli

Fuldkornspasta med broccoli

  • 200g fuldkornspasta (rør, skruer eller lignende)
  • 500g broccoli
  • 1 Hvidløg, finthakket/revet
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk citronsaft
  • 50g rosiner
  • 30g blandede, grofthakkede nødder (hassel, para, cashew…)
  • Lidt tørret piri-piri
  • Salt og peber

    Fuldkornspasta med broccoli

    Fuldkornspasta med broccoli

Pastaen koges i rigeligt, saltet vand. I mellemtiden laves dressing af hvidløg, olivenolie, citronsaft, chili og salt og peber. De grofthakkede nødder ristes på en tør pande. Broccolien skylles og skæres i mundrette stykker. Når pastaen er kogt hældes den igennem et dørslag og drypper af. Herefter kan gryden bruges til at dampe broccoli. Koger/damper i ca 5 minutter. Fordel broccolien på 2 tallerkener og derefter pastaen og rosinerne. Hæld dressingen over og drys med de ristede nødder.

Fuldkornspasta med broccoli

Fuldkornspasta med broccoli

No responses yet

Linsedal

jan 14 2011 Published by under Opskrifter

Her er endnu en fin lille vegatar ret. Dal er formidabelt tilbehør til det meste indiske mad, men kan også spises som hovedret, med lidt tilbehør. Opskriften her stammer fra bogen Fra Chili til Safran, af Troth Wells. Tilberedningstid er ca 30 minutter. Opskrift til 2 personer

Linsedal med ris

Linsedal med ris

  • 60g grønne linser
  • 1 lille løg, hakket
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • 1/2 stang kanel
  • 1 tørret De Arbol chili, hakket, eller 1/2 tsk chilipulver
  • 3 hele nelliker
  • 1/2 tsk stødt koriander
  • 1/2 ds hakkede tomater, eller 2 tomater
  • Frisk koriander, til pynt
  • Græsk youghurt
  • Olie til stegning
  • Salt og peber

Olien varmes op i en gryde og løget steger til det er blødt. Derefter tilsættes hvidløg, kanel, chili, nelliker og stødt koriander. Steges i ca 1 minut. Herefter tilsættes linser og tomater. Skru ned for varmen og læg låg på gryden. Retter simrer nu i ca 25 minutter, indtil linserne er møre. Husk at røre engang imellem.

Mens dalen simrer kan man jo passende koge lidt ris og dække bord! Jeg serverede den med basmati ris, og med resterne af kikærtesuppen (uden væde). Dalen har fået en klat græsk youghurt og er drysset med frisk koriander.

Det smager rigtig godt, og kan sagtens spises i januar!

No responses yet

Kikærte suppe med spaghetti

jan 12 2011 Published by under Opskrifter

Første indlæg på bloggen! En nem og mættende suppe med kikærter og spaghetti. Den er kraftigt inspireret af denne opskrift fra Kødfri Fredag. Jeg bryder mig ikke så meget om tørrede abrikoser, men elsker chili – så abrikoserne er skiftet ud med chili, og lidt snackpeber, fordi det giver en flot farve. Resultatet er en suppe, der nærmere er asiatisk inspireret end marokkansk

Kikærte stuppe med spaghetti

Opskrift til 2-3 personer:

  • 1 løg, finthakket
  • 4 fed hvidløg, hakket
  • 2 spsk olivenolie
  • 8 dl grøntsagsboullion (vand + terning)
  • 3 stilke bladselleri, hakket
  • 100g spaghetti
  • 2 håndfulde spinat
  • 1 ds kikærter
  • 1 Ancho chili, uden kerner og frøstol – hakket
  • 1 Rød snackpeber, uden kerner – i små strimler
  • Frisk koriander, hakket – til pynt

Kikærte stuppe med spaghetti

Start med at svitse løg og hvidløg i olien, til løget er blødt, men uden at hvidløget bliver brændt. Tilsæt vand og boullion terning og bring det i kog. Derefter tilsættes bladselleri, chili, snackpeber og spaghetti. Koges i ca 10 minutter (eller hvad, der er angivet som kogetid for spaghettien). Et par minutter før det er færdigt, tilsættes kikærterne og spinaten. Smag til med friskkværnet peber og evt. salt. Til allersidst pyntes med hakket koriander.

Serveres, og spises, med gaffel og ske!

2 responses so far

FireStats icon Powered by FireStats